Rigtigt eller forkert (Læseprøve)

Men far, du ved godt, at det er forkert at spise mennesker, sagde jeg forsigtigt, efter at vi havde samlet os ovenpå hans beretning om vores klasselærers grusomme skæbne.
– Forkert at spise folk? svarede far. Er det så også forkert at drage i krig og cykle på fortovet? Han kiggede ud ad vinduet og så grublende ud. Det er meget muligt, at det er forkert at spise mennesker, fortsatte han, men der er bare ikke nogen, der retter sig efter, hvad der er rigtigt eller forkert.
– Far! Det er jo ikke det samme, sagde Sara. Kannibalisme er jo mord!
– Siger du, sagde far med sit lumske smil. Det er i hvert fald et godt slogan, du har dér.
– Hvis alle var kannibaler, så ville man løbe tør for mennesker på ganske kort tid, tilføjede Sara. Jorden ville blive udtømt, ligesom i et computerspil!
– Det er muligt, sagde far. Men jeg elsker bare menneskekød. Desuden …
– Desuden hvad?
– Desuden behøver jeg de proteiner og salte, som kun findes i menneskekød. Han vidste ellers af erfaring, at vi ikke bed på det argument.
– Åh far! Du ved så udmærket godt, at det er det rene sludder. Alle ved det, sukkede Sara.
– Du kan jo sagtens spise skinke i stedet, sagde jeg. For eksempel på pizza ligesom i går.
– Eller æg og bacon, foreslog Sara. Og du har selv sagt, at kalvekød er næsten ligeså godt som menneskekød. Hvorfor spiser du så ikke bare det?
– Adr! Skal man måske spise rottekød til alle måltider? Insekter? Grøntsager? Grøn ost? Gulerødder? Græs? Vitaminer? Blommer?
– Far, du bliver nødt til at holde op med at spise mennesker, sagde Sara bønfaldende. Ellers kommer der måske en dag, hvor du i et uopmærksomt øjeblik kommer til at spise os.

Det så ud til, at Sara havde far. Men kun for et øjeblik. Han kom igen.
– Der har været kannibaler i vores slægt siden Manfred Bastholm, min bedstefar, gik i land i Grønnevig. Men ingen er nogensinde kommet til at spise et familiemedlem. Aldrig! Det behøver I virkelig ikke at frygte.
Så langt tilbage, som jeg kunne huske, havde vi afskyet fars uvane. Da vi var mindre, hængte vi ofte små sedler rundt omkring i huset med slogans imod den: Kannibalisme er mord! Kannibalisme giver mavesår! Kannibalisme svækker ydeevnen!

Det var med andre ord ikke første gang, at vi skældte far ud for hans kannibalisme. Derfor havde vi også hørt ham både forsvare sig og vride sig ud af vores angreb mindst 100 gange før. Han afsluttede altid skænderierne ved at fortælle historien om vores oldefar Manfred Bastholm, som havde været sømand i de nordlige verdenshave. Engang var der et skib, han havde sejlet med, der sank på kun få minutter i en frygtelig storm. Kun halvdelen af besætningen havde overlevet forliset. Og de måtte klare sig på en lille flække af en tømmerflåde i hele to måneder, før den ramte kysten i Grønnevig, et par kilometer nord for vores by. Men da var der ingen overlevende tilbage ud over Manfred.

Andre gange gav han ingen forklaringer eller historier. Så var han bare helt stille, mens vi overfusede ham, indtil vi ikke orkede mere, eller mor tog sin hovedtelefon af og bad os holde op med at ”drille” far. Mor ville altid lade som om intet var galt. Det var lidt, som om hun troede, at alt ville være i sin skønneste orden, hvis bare hun arbejdede nok og lod, som om vi var en helt almindelig familie.